Brevkassesvar nr. 3

Jeg bringer her endnu et af mine brevkassesvar der også kan læses på adamogeva.dk

Spørgsmålet lyder:

Hej, mit navn er John. Jeg er 16 år, og har for nyligt fundet en sød pige. Jeg er musiker, sang og guitarspil. Jeg møder en sød pige, godt nok på nettet, men jeg synes hun var både køn og sød. Vi skrev i længere tid, og jeg kan mærke at situationen er nået til et ubehageligt punkt for mig.

Vi har været sammen en del gange på det sidste, men jeg er for bange for at snakke følelser med hende. Jeg er bange for, at vi er ved at blive for gode venner til, at vi kan blive andet. Jeg tror, jeg har skrevet 6 sange til hende, som jeg bare ikke kan få mig selv til at synge. Mit selvværd og selvtillid har altid været mit store problem, da jeg har haft en ubehagelig barndom og har nogle specielle familieforhold.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg skal fortælle hende, hvad jeg føler for hende.
Og det er ikke for at virke racistisk eller noget, men hun har afrikansk baggrund, og virker meget lidt som en pige, der vil være sammen med en lille bleg fyr som mig. Hendes tidligere kærester har også været nogle ordentlige” bøffer”.

Er det svagt af mig, og kan I på nogen måde give mig nogle råd

Forresten er det unormalt, at en 16årig dreng har erektion nogenlunde det meste af tiden, når han er sammen med en pige, han holder af. Det er virkelig pinligt, og jeg tænker alt andet end sjofle tanker, men bare det at side ved siden af hende i sofaen er nok.

Hvad skal jeg gøre
Er det normalt?

Vh John, 16 år




SVAR fra Andreas Hoff:

Kære John

Først og fremmest vil jeg sige, at det lyder som om, du er en spændende person med evner og kvaliteter, og at du er en der tør gøre noget, altså fx at have mødtes med denne pige, og indledt en relation. Det tyder på, at du har et godt udgangspunkt for at komme videre med udfordringen. For en udfordring er det bestemt! Du er i tvivl om, hvad hun gerne vil og ikke vil, altså om hun vil være kæreste eller bare venner. Her har du stiftet bekendtskab med en udfordring som er helt grundlæggende og forbundet med stor usikker for stort set alle mennesker, der bliver forelskede, og på den måde kan jeg trygt sige, at det, du beskriver, er helt normalt.

Din usikkerhed og dit selvbillede

Det, du beskriver omkring din usikkerhed ved at snakke om følelser, hænger formentlig sammen med det, du også beskriver om dit selvbillede. Du frygter at tale om det, fordi du er bange for, at hun måske afviser dit ønske om et mere forpligtende forhold. En sådan afvisning er rigtig svær, særligt for de af os, der kæmper med et dårligt selvbillede.

Den langsigtede løsning på denne udfordring er, at gøre noget for at opbygge et sundt og sandt selvbillede. Det er desværre ikke noget, der er nemt, og det tager tid.

• Man når dertil ved at have gode venner, man føler sig tryg ved og kan være fortrolig med, og dele ens kriser og udfordringer med.
• Man når dertil ved at finde voksne menneske, man kan snakke ærligt med.
• Man når dertil ved at udfordre sig selv til at turde vise, hvem man er, og opleve at det er en god følelse.
• Man når dertil ved at læse bøger, der handler om selvværd.
• Man når i det hele tager dertil ad mange veje.

Accept af dig, som dig

Her og nu er din udfordring, at finde ud af, hvordan du skal agere over for denne pige. Jeg ved godt, at følgende råd ikke løser noget sådan fra den ene dag til den anden, men du kan prøve det simple, at sige til dig selv, at du kan være helt dig selv angående følelser, og angående hvad dine stærke og svage sider er. Du frygter måske, at hvis du begynder at vise dig, som du er, vil hun afvise dig. Ikke desto mindre er du, som du skal være, og du må stole på, at det bedste udgangspunkt, hvis du skal finde en kæreste, det er at finde en, der accepterer dig, som du er. Hvis ikke denne pige gør det, er det ikke det bedste for dig at være sammen med hende alligevel. Det er sikkert ikke nemt for dig at acceptere dette syn på tingene sådan lige med det første. Men tænk over det.

Vi er mange mennesker, der har lært dette gennem megen smerte. Erfaringen er den samme: Det er afgørende at have mennesker i sit liv, der accepterer og anerkender en, helt som den man er. Du nævner, at du har haft en ubehagelig barndom, og du har helt sikkert ret i, at det spiller ind i forhold til dit selvbillede. Måske har du manglet en grundlæggende tryghed i at være ok og elsket. Det gør dig mere sårbar. Men det betyder ikke, at du ikke kan lære at hvile i den du er, men du skal sikkert arbejde med det, og måske skal du søge hjælp til det.

Helt normal

Ang. dit spørgsmål om rejsning, kan jeg helt roligt sige, at du er helt normal. Du kan i øvrigt nok regne med, at du har det sådan nogle år endnu. Tag det som et tegn på, at du er som en mand skal være!

De bedste ønsker for dig.

Andreas Hoff

Brevkassesvar nr. 2

Jeg bringer for tiden svar jeg har skrevet på adamogeva.dk

Spørgsmålet lyder:

Jeg er lærer på en skole, og jeg får oprejsninger af en af eleverne. Er det unormalt?

vh Ansjosen, 22 år



SVAR fra Andreas Hoff:

Kære ansjos:

Jeg går ud fra, at du mener, at du får rejsning - altså erektion af penis, og at du får det i situationer, hvor du ser elever eller snakker med dem.

Det er naturligvis ubehageligt, da det forventes, at lærere ikke engagerer sig følelsesmæssigt eller seksuelt med eleverne – naturligvis!!

Ikke desto mindre er du en ung mand, og de piger du underviser relativt få år yngre, og ved at blive kvinder, med hvad der følger af kvindelige former, udstråling og den slags. Derfor er der formentlig slet ikke noget galt med dig. Det oplever mange andre mænd i din alder også.

Jeg kan blot opfordre dig til, at gøre hvad du kan for at have et sundt forhold til din egen seksualitet. Det kan du læse meget om på adamogeva.dk.

Med venlig hilsen

Andreas Hoff

Brevkassesvar

Jeg bringer for tiden nogle spørgsmål og svar fra adamogeva.dk.

Spørgsmålet lød således:

Hej. Jeg har et seriøst problem. Jeg tænder på drenge, ikke bare drenge, men drenge der er yngre end mig... jeg ved ikke hvordan det skete, men fra den ene dag til den anden har jeg tændt på "yngre drenge" .

Det er ikke det eneste, jeg tænder på, jeg tænder også på helt alm. ting som piger på min egen alder og op til 24 års alderen ca.

Jeg har INGEN anelse om, hvordan det kan gå til. Når jeg er ude med mine venner og ser en tiltrækkende pige, kan jeg få erektion og lyster, men når jeg pludselig har gået rundt i lang tid uden at være tilfredsstillet (fået orgasme) tænker jeg pludselig på yngre drenge igen. Jeg har dog aldrig onaneret til de tanker, da jeg finder det unaturligt at drage så "små" børn ind i den verden.

Vær venlige at svare. Jeg tør ikke sige det til andre, og jeg er bange for, at jeg er ved at blive.. gal?

vh Anonym, 15 år


SVAR fra Andreas Hoff:

Kære du.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at snakke med andre om dette, og jeg synes det er rigtig godt, at du har valgt at skrive til os. Det er en start på, at du kan lære dig selv bedre at kende, og finde ud af hvordan du kan håndtere det, at være dig, i denne tid i dit liv.

Vi lever i en tid, hvor samfundet har en mindre og mindre fælles forståelse af, hvad der er godt og skidt, når det kommer til seksualitet. Mange former for seksuelle lyster og fantasier der tidligere blev betragtet som forkerte eller beskidte, er nu accepterede. Til gengæld synes samfundet mere og mere at være optaget af, at der skal være helt lighed mellem parterne, også når det kommer til alder. Derfor kan jeg godt forstå, at du bliver rystet og forvirret over, at du tænder på tanken om drenge, der er yngre end dig selv.

Ingen panik

Men fortvivl ikke. Slet ikke. Du er 15 år gammel, og er begyndt at mærke noget til, hvad det vil sige at blive voksen, så småt, men du har stadig en lang udvikling foran dig, og meget kan nå at forandres. Meget af det der sætter en reaktion i gang nu vil sandsynligvis forsvinde. Med tiden vil du finde en naturlig og sund seksualitet. Det du skriver foruroliger mig ikke.

Sund udvikling

Særligt foruroliger det mig ikke, fordi du netop har en ide om, hvad du synes er rigtigt og godt, og du genkender en del af din måde at reagere på som værende normal, og en anden del som værende unormal. Derudover er du i stand til at skrive en mail til os, hvilket betyder, at du kan dele dine tanker og problemer med andre. Netop det, at du er i stand til at skrive dine tanker ned, er for mig at se starten på, at du kan finde en løsning på dit problem. Det er nemlig i samtale med og spejling i andre mennesker, vi kommer videre.

Vigtige ord

Kunsten er dog her, at blive dygtig til at åbne sig op gennem samtale, og fortælle ærligt om, hvem man er, og hvad man kæmper med. Dette sker bedst hvis man føler man kan stole helt på den man taler med. Det kan naturligvis både være en fremmed, som fx gennem denne brevkasse, og via mail, men bedst er det, at man med tiden finder nogen i ens netværk at tale med, og helst også nogen, der er ældre og har mere erfaring. Det kan fx være en lærer, en voksen i familien, en medarbejder fra en ungdomsklub eller fra en kirke man kommer i. Der er et utal af muligheder.

Det kan fx være en start, at skrive med en fremmed via en rådgivningshjemmeside (der findes flere forskellige), for på den måde over en periode at blive bedre til at formulere ens følelser og tanker. Dette kan så lede frem til, at man på et senere tidspunkt tør fortælle nogen, ansigt til ansigt, om ens problemer.

Du er okay

Helt konkret synes jeg du skal minde dig selv om, at det er helt naturligt, at have følelser og lyster der kan rive og flå i en. Sæt fx en seddel op på indersiden af døren til dit værelse, hvor der står: "du er okay, du er, som du er", "du er helt normal", "der er ikke noget galt med dig" eller noget i den stil. Find gerne din egen formulering. Denne seddel kan du kigge på hver morgen, og lige bruge ti sekunder på at tænke over det, inden du tager i skole hver morgen.

Din styrke

Derudover skal du også vide, at du allerede er rigtig god til at håndtere dine lyster. Du har taget en viljesbeslutning om, at du ikke vil handle på tankerne ved fx at onanere til dem, men afstår fra dette. Bliv ved med at være herre i dit eget liv. Tænk på dit liv som et skib, hvor du er kaptajnen. Du står på broen, og det vælter ind med store bølger, og vinden blæser hårdt. Dine lyster og tanker er vind og bølger, der kan ændre dit livs kurs. Men bliv på broen og vær kaptajn i dit eget liv. Du sætter kursen, og skal styre skibet. Men roret skal holdes fast, så du ikke bliver kastet i tilfældig retning. Der findes desværre ingen autopilot i livet. Kaptajnen kan ikke gå til køjs og lade skibet sejle, uden at det blæser i vinden.

Hvis du er ved at læse en bog i skolen, så tag fx et bogmærke og tegn tre kaptajn-stjerner på det. Det kan minde dig om, at du skal være kaptajnen i dit liv. Du kan også hænge stjernerne på natlampen, el. andre steder, hvor du bliver mindet om din kaptajn-status igen og igen.

Du er slet ikke ved at blive gal. Du gør det godt.

Andreas Hoff

Kære Angela Brink

Åbent brev:

Angela, jeg har læst din artikel på politiken.dk af d. 14. marts 2011:

http://politiken.dk/debat/ECE1222666/kan-det-passe-at-en-enlig-mor-ikke-kan-vaere-minister/

Egentlig ved jeg godt det er mest fornuftigt og rationelt, at diskutere i en assertiv tone, og det vil jeg så starte med:

Du spørger: "Er der et kollektivt behov for, at bestemte typer ikke klarer skærene på toppen?", og nej, det tror jeg bestemt ikke der er. Jeg skal ikke afvise, at der er enkelte meget forstokkede og reaktionære grupper der ikke bryder sig om, at en minister ikke er ud af en überskudskernefamilie, og egentlig heller ikke bryder sig om at en minister er en kvinde. Men at det er er kollektivt behov tror jeg bestemt ikke, for jeg ser ikke dette behov udtrykt i nærheden af generelt.

Jeg synes dog det er vældig interessant at du ser dette kollektive behov du slet skjult insinuerer. At den "danske presse og det politiske kommentatorkorps [noterer sig] at Tina Nedergaard stopper som minister for at hellige sig sit barn, der lige er begyndt i skole", skyldes måske ligefrem, at mange mennesker helt intuitivt genkender denne årsagsforklaring, og på ganske empatisk vis genkender dette beslutningsmotiv som værende sundt og godt, hos et mennesker der er forælder, og gerne vil være dét, først og fremmest. Du skriver endvidere, at hvis det er sandt, det hun selv har sagt, er det "virkelig et tilbageslag for ligestillingen". I Danmark har vi heldigvis, i følge en række sociologer, en tendens til at stole meget på hinanden, sammenlignet med andre steder i verden, og lad os nu antage, at Tina Nedergaard taler sandt, så synes du altså det er et tilbageslag.

Du siger altså således, hvis jeg må være så fri, at begrebet ligestilling betyder, at hvis en kvinde beslutter sig for, at prioritere et mindre krævende job, for at være sammen sin datter, så skal et ideelt ligestillet samfund straks i hobetal kommentere den uret der er sket. Kræver vi for meget af ministre eller hvad mener du? Burde statsministeren have krævet, at hun havde gennemgået et coachingforløb mhp. "den hjemlige infrastruktur" inden han accepterede hendes fratrædelse?

Jeg konstaterer, at der er forskel på mænds og kvinders anatomi. Det tror jeg også at du, Angela Brink kan konstatere, uanset hvor kønsforskelsforskrækket du er. En læge, Finn Geneser har en gang sagt, at der altid er sammenhæng mellem anatomi og funktion, og forskellig anatomi giver således forskellig funktion. Den er kvinden der bærer på barnet i ni måneder. Det er kvinden der giver die til et spædbarn i timevis i den første tid af barnets liv. Det er endvidere dokumenteret, at mænds og kvinders følelser og tænkning er indrettet signifikant forskelligt. Hvorfor er det du og mange andre insiterer på, at man skal forvente det samme af to grupper, der har forskellige udgangspunkter? Det er naturligvis, mener jeg, moderen der får den tætteste følelsesmæssige relation til barnet, af de to forældre. Dette får naturligvis sin konsekvens, også for hvilke valg kvinder træffer senere i barnets liv - fx i valget mellem at bestride et ministerembede eller ej.

Vi kunne også vælge at forlade det assertive lidt, og i stedet komme med et par psykodynamiske betragtninger. Der findes en gruppe mennesker, og den bliver større og større i dette såkaldt moderne samfund, der har sværere og sværere ved at mestre, at visse forhold i livet, hvis ikke de fleste, er ude af vores kontrol. Herunder fx om vi fødes som dreng eller pige. Herunder om vi fødes med lav eller høj intelligens. Herunder om vi fødes med evne til at blive minister eller ej. Herunder om den man elsker en dag forlader én, og man skal være enlig forælder (m/k).

Denne gruppe, som jeg vil postulere du i det væsentligste tilhører når emnet drejer sig om køn, er blevet mere og mere individualistisk orienteret, og frygter at være afhængig af andre mennesker. Frygt har det med at inducere brugen af nogle primitive forsvarsmekanismer. I dit tilfælde benægter du det logiske og sunde i, at samfundet naturligvis stille og roligt genkender Tina Nedergaards valg som værende smukt og nobelt. Endelig en der tør erkende, at man sommetider må prioritere, fordi man ikke kan alt, og fordi man er afhængig af andre, herunder fx en ægtefælle, hvis man skal mestre livets udfordringer.

Du har så svært ved at erkende og acceptere, at det har en pris kun at være alene om at være forælder, at du ender med at skrive at "løsningen er simpel", og at hun blot skal ansætte en husholderske. Det synes jeg er i stor risiko for at virke voldsomt nedladende overfor Tina Nedergaard og andre i hendes situation, for tror du ærlig talt at hvis hun nu læser din artikel fortryder hun dybt og inderligt sit tilbagetog fra ministerposten, fordi hun havde glemt at overveje, at hun jo "bare" kunne ansætte en husholderske? Angela, jeg tror ærlig talt nok, at Tina Nedergaard har overvejet talrige løsninger inden hun valgte at træde bort fra en ministerpost. Synes du virkelig det er at respektere en enlig moders beslutning ved at skrive en offentlig blog, hvor du henviser til, at hun har overset en "simpel løsning"?

Erkend at du er i livets vold, Angela - det er hårdt, det ved jeg godt. Fx er jeg en ung mand uden børn. Jeg vil gerne have børn, men jeg har opdaget, at jeg er afhængig af en kvinde for at kunne få børn.

Er det fair? Er det ligestilling? Uanset ved, er det sådan mennesket og livet er indrettet: der er noget kvinder kan, som jeg og andre mænd aldrig kommer til at kunne. Ville I bytte hvis I kunne?

Andreas Hoff

Om dronningens nytårstale!

Kære medborgere.

Dronningens nytårstale har fået en hård medfart i de danske medier. Det kan jeg godt forstå. Forståelsen skyldes ikke at jeg er enig - den skyldes, at jeg erfarer, at når man bliver irettesat, bliver man ofte trodsig. Og blev nogen i går irettesat, var det danskerne, og straks må medierne reagere med hårde ord.

"Det er en krise, der kommer snigende og som kan forgifte vort forhold til hinanden" sagde dronningen om den krise der hersker i den danske mentalitet. Jeg er rørende enig. Krisen er, at vi glemmer, at vi er "gensidigt afhængige", som dronningen helt korrekt påpeger.

"I dag har vi overladt til samfundet at klare mange af de forpligtelser, som engang var hver enkelts opgave. Ofte går det så vidt, at vi helt glemmer eller overser, at samfundet jo egentlig er os selv, og at det slet ikke kan fungere, hvis vi ikke hver især gør en indsats og føler en forpligtelse over for såvel vore nærmeste, som for dem vi ikke lige løber på i det daglige".

Vi er blevet så individualistiske, at vi ikke erkender vores gensidige afhængighed. Når man forsøger at leve som om man ikke er afhængig af andre, fornægter man, at man er skrøbelig. Det er en hovmodighedens krise der hersker i den vestlige verden. Og hovmod står, som bekendt for fald.

"Vi har fået det så godt, at vi næsten har glemt, at vore valg også har konsekvenser, og at ikke alle livets vilkår kan vælges til eller fra".

Vender vi ej om fra dette hovmod, regredierer vort samfund med tiden.

Andreas