De fortabte sønner

For et års tid siden læste jeg en bog af Henrik Nouwen der hedder "Den fortabte søn vender hjem". Nouwen har beskæftig sig med de talrige perspektiver af Jesu lignelse om denne søn. Bogen er udgivet på forlaget Boedal, så at den er god overrasker vel ingen (jeg er stor fan af forlaget Boedal: www.boedal.dk).

Jeg sad med nogle bekendte forleden, og diskuterede denne lignelse efter vi havde læst den igennem. Jeg opdagede et nyt aspekt af denne lignelse, som jeg nu gerne vil dele med bloggens læsere (jeg ved det er lidt optimistisk at bruge flertal):

Man har da lov til at være såret!
Storebroderen klager til faderen over, at han aldrig har fået "et kid, så jeg kan feste med mine venner", hvortil faderen svarer, at "alt mit er dit", hvilket jeg syntes var en afglidning på et udtryk for, at ældstesønnen var dybt såret. Jeg har måske sammen med ældstesønnen rent faktisk været lidt såret over, at han ikke havde fået bare det stakkels kid dér. Ikke fordi at jeg mener man skal gøre sig fortjent til velsignelse fra Gud (som vel er faderen i nærværende lignelse), men fordi jeg har et billede af Gud som giver velsignelser nu og da, om ikke i stride strømme, som jeg faktisk selv oplever livet.

Det, der pludseligt gik op for mig forleden er, at ældstesønnen rent faktisk altid har haft adgang til at få et kid. Det siger faderen selv: alt mig er dit. Det jeg tror ældstesønnen misforstår er, at det kid der, enten er faderens eller hans eget, når det egentlig både er faderens, og ældstesønnens. Ligesom det er også er yngstesønnens, altså ham der var fortabt.

Ældstesønnen har altså levet med den opfattelse af livet, at hvis han skal have det sjovt, så skal han have noget for sig selv, uden at faderen er med i det, men kun sammen med sine venner. Men ældstesønnen er aldrig kun sammen med sine venner, for faderen fortæller ham jo at "du er altid hos mig". Faderen ønskede at lade sønnen forstå, at han altid er velkommen til at feste med sine venner hos faderen, og så er alt faderens også hans (altså - inklusive det der kid som sønnen er så vild med!).

What was it lige that Jesus sagde?
Jesus tilvejebragte et nyt paradigme. Eller startede på det, om ikke andet. Det er jo sådan med paradigmer, at de kan tage årtusinder at skifte. De to sønner begår i denne forbindelse samme fejl, for mig at se, selvom de lever på to vidt forskellige måder. De tror begge to, at de fortjener velsignelse ud fra deres gerninger: yngstesønnen har begået uendelig synd, og fortjener derfor at få uendelig lidt, og ældstesønnen har levet perfekt, og fortjener derfor at få alt. De beregner med stor akkuratesse deres á conto-velsignelse med samme formel, og lider altså begge af samme misforståelse, nemlig den misforståelse Jesus brugte din undervisning på at rette.

Alt Guds er vores, og vi er altid hos Gud. Misforståelsen er, at vi ikke er skabt til at nyde det som er skabt af Gud, uden at Gud er med til at nyde. Gud skabte os for at dele livet med os, og ikke for at give os noget vi skulle leve af for os selv

Ein geistliger übung
Ovenstående tanker er for mig en erkendelse, og erkendelse må altid have en konsekvens. Hvis man ikke er i stand til at omsætte abstrakte erkendelser til noget konkret, hvad nytter det så? Det er en god åndelig øvelse, at overveje hvordan jeg skal anvende den erkendelse jeg er kommet til.

I mit eget liv må jeg erkende, at jeg til tider har lidt under samme misforståelse som sønnerne. Jeg har troet, at jeg kunne have det sjovt uden Gud, kun sammen med vennerne. Jeg har troet, at det som bragte velsignelse fra Gud kun kunne være "det kedelige", altså alt det som den ældste søn var rigtig god til. Således kan jeg sommetider have tendens til, at prøve at lave et regnestykke, der hedder alt det gode jeg har gjort minus alt det dårlige, og så håbe på, at resultatet ikke er et tal med negativt fortegn, for så fortjener jeg jo kun at gå som daglejer.

Jeg må lære at forstå, at hvis jeg har dele af mit liv, hvor jeg ikke kan invitere Gud ind, så nytter det ikke noget at tænke at det er godt, for alt godt er Skaberen med i.

"Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit"

Kommentarer er som altid mere end velkomne!

Andreas Hoff