Kære Angela Brink

Åbent brev:

Angela, jeg har læst din artikel på politiken.dk af d. 14. marts 2011:

http://politiken.dk/debat/ECE1222666/kan-det-passe-at-en-enlig-mor-ikke-kan-vaere-minister/

Egentlig ved jeg godt det er mest fornuftigt og rationelt, at diskutere i en assertiv tone, og det vil jeg så starte med:

Du spørger: "Er der et kollektivt behov for, at bestemte typer ikke klarer skærene på toppen?", og nej, det tror jeg bestemt ikke der er. Jeg skal ikke afvise, at der er enkelte meget forstokkede og reaktionære grupper der ikke bryder sig om, at en minister ikke er ud af en überskudskernefamilie, og egentlig heller ikke bryder sig om at en minister er en kvinde. Men at det er er kollektivt behov tror jeg bestemt ikke, for jeg ser ikke dette behov udtrykt i nærheden af generelt.

Jeg synes dog det er vældig interessant at du ser dette kollektive behov du slet skjult insinuerer. At den "danske presse og det politiske kommentatorkorps [noterer sig] at Tina Nedergaard stopper som minister for at hellige sig sit barn, der lige er begyndt i skole", skyldes måske ligefrem, at mange mennesker helt intuitivt genkender denne årsagsforklaring, og på ganske empatisk vis genkender dette beslutningsmotiv som værende sundt og godt, hos et mennesker der er forælder, og gerne vil være dét, først og fremmest. Du skriver endvidere, at hvis det er sandt, det hun selv har sagt, er det "virkelig et tilbageslag for ligestillingen". I Danmark har vi heldigvis, i følge en række sociologer, en tendens til at stole meget på hinanden, sammenlignet med andre steder i verden, og lad os nu antage, at Tina Nedergaard taler sandt, så synes du altså det er et tilbageslag.

Du siger altså således, hvis jeg må være så fri, at begrebet ligestilling betyder, at hvis en kvinde beslutter sig for, at prioritere et mindre krævende job, for at være sammen sin datter, så skal et ideelt ligestillet samfund straks i hobetal kommentere den uret der er sket. Kræver vi for meget af ministre eller hvad mener du? Burde statsministeren have krævet, at hun havde gennemgået et coachingforløb mhp. "den hjemlige infrastruktur" inden han accepterede hendes fratrædelse?

Jeg konstaterer, at der er forskel på mænds og kvinders anatomi. Det tror jeg også at du, Angela Brink kan konstatere, uanset hvor kønsforskelsforskrækket du er. En læge, Finn Geneser har en gang sagt, at der altid er sammenhæng mellem anatomi og funktion, og forskellig anatomi giver således forskellig funktion. Den er kvinden der bærer på barnet i ni måneder. Det er kvinden der giver die til et spædbarn i timevis i den første tid af barnets liv. Det er endvidere dokumenteret, at mænds og kvinders følelser og tænkning er indrettet signifikant forskelligt. Hvorfor er det du og mange andre insiterer på, at man skal forvente det samme af to grupper, der har forskellige udgangspunkter? Det er naturligvis, mener jeg, moderen der får den tætteste følelsesmæssige relation til barnet, af de to forældre. Dette får naturligvis sin konsekvens, også for hvilke valg kvinder træffer senere i barnets liv - fx i valget mellem at bestride et ministerembede eller ej.

Vi kunne også vælge at forlade det assertive lidt, og i stedet komme med et par psykodynamiske betragtninger. Der findes en gruppe mennesker, og den bliver større og større i dette såkaldt moderne samfund, der har sværere og sværere ved at mestre, at visse forhold i livet, hvis ikke de fleste, er ude af vores kontrol. Herunder fx om vi fødes som dreng eller pige. Herunder om vi fødes med lav eller høj intelligens. Herunder om vi fødes med evne til at blive minister eller ej. Herunder om den man elsker en dag forlader én, og man skal være enlig forælder (m/k).

Denne gruppe, som jeg vil postulere du i det væsentligste tilhører når emnet drejer sig om køn, er blevet mere og mere individualistisk orienteret, og frygter at være afhængig af andre mennesker. Frygt har det med at inducere brugen af nogle primitive forsvarsmekanismer. I dit tilfælde benægter du det logiske og sunde i, at samfundet naturligvis stille og roligt genkender Tina Nedergaards valg som værende smukt og nobelt. Endelig en der tør erkende, at man sommetider må prioritere, fordi man ikke kan alt, og fordi man er afhængig af andre, herunder fx en ægtefælle, hvis man skal mestre livets udfordringer.

Du har så svært ved at erkende og acceptere, at det har en pris kun at være alene om at være forælder, at du ender med at skrive at "løsningen er simpel", og at hun blot skal ansætte en husholderske. Det synes jeg er i stor risiko for at virke voldsomt nedladende overfor Tina Nedergaard og andre i hendes situation, for tror du ærlig talt at hvis hun nu læser din artikel fortryder hun dybt og inderligt sit tilbagetog fra ministerposten, fordi hun havde glemt at overveje, at hun jo "bare" kunne ansætte en husholderske? Angela, jeg tror ærlig talt nok, at Tina Nedergaard har overvejet talrige løsninger inden hun valgte at træde bort fra en ministerpost. Synes du virkelig det er at respektere en enlig moders beslutning ved at skrive en offentlig blog, hvor du henviser til, at hun har overset en "simpel løsning"?

Erkend at du er i livets vold, Angela - det er hårdt, det ved jeg godt. Fx er jeg en ung mand uden børn. Jeg vil gerne have børn, men jeg har opdaget, at jeg er afhængig af en kvinde for at kunne få børn.

Er det fair? Er det ligestilling? Uanset ved, er det sådan mennesket og livet er indrettet: der er noget kvinder kan, som jeg og andre mænd aldrig kommer til at kunne. Ville I bytte hvis I kunne?

Andreas Hoff