AndreasHoff.dk

Brevkassesvar nr. 3

2011-09-03T15:30:00.000-07:00

Jeg bringer her endnu et af mine brevkassesvar der også kan læses på adamogeva.dk

Spørgsmålet lyder:

Hej, mit navn er John. Jeg er 16 år, og har for nyligt fundet en sød pige. Jeg er musiker, sang og guitarspil. Jeg møder en sød pige, godt nok på nettet, men jeg synes hun var både køn og sød. Vi skrev i længere tid, og jeg kan mærke at situationen er nået til et ubehageligt punkt for mig.

Vi har været sammen en del gange på det sidste, men jeg er for bange for at snakke følelser med hende. Jeg er bange for, at vi er ved at blive for gode venner til, at vi kan blive andet. Jeg tror, jeg har skrevet 6 sange til hende, som jeg bare ikke kan få mig selv til at synge. Mit selvværd og selvtillid har altid været mit store problem, da jeg har haft en ubehagelig barndom og har nogle specielle familieforhold.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg skal fortælle hende, hvad jeg føler for hende.
Og det er ikke for at virke racistisk eller noget, men hun har afrikansk baggrund, og virker meget lidt som en pige, der vil være sammen med en lille bleg fyr som mig. Hendes tidligere kærester har også været nogle ordentlige” bøffer”.

Er det svagt af mig, og kan I på nogen måde give mig nogle råd

Forresten er det unormalt, at en 16årig dreng har erektion nogenlunde det meste af tiden, når han er sammen med en pige, han holder af. Det er virkelig pinligt, og jeg tænker alt andet end sjofle tanker, men bare det at side ved siden af hende i sofaen er nok.

Hvad skal jeg gøre
Er det normalt?

Vh John, 16 år

SVAR fra Andreas Hoff:

Kære John

Først og fremmest vil jeg sige, at det lyder som om, du er en spændende person med evner og kvaliteter, og at du er en der tør gøre noget, altså fx at have mødtes med denne pige, og indledt en relation. Det tyder på, at du har et godt udgangspunkt for at komme videre med udfordringen. For en udfordring er det bestemt! Du er i tvivl om, hvad hun gerne vil og ikke vil, altså om hun vil være kæreste eller bare venner. Her har du stiftet bekendtskab med en udfordring som er helt grundlæggende og forbundet med stor usikker for stort set alle mennesker, der bliver forelskede, og på den måde kan jeg trygt sige, at det, du beskriver, er helt normalt.

Din usikkerhed og dit selvbillede

Det, du beskriver omkring din usikkerhed ved at snakke om følelser, hænger formentlig sammen med det, du også beskriver om dit selvbillede. Du frygter at tale om det, fordi du er bange for, at hun måske afviser dit ønske om et mere forpligtende forhold. En sådan afvisning er rigtig svær, særligt for de af os, der kæmper med et dårligt selvbillede.

Den langsigtede løsning på denne udfordring er, at gøre noget for at opbygge et sundt og sandt selvbillede. Det er desværre ikke noget, der er nemt, og det tager tid.

Man når dertil ved at have gode venner, man føler sig tryg ved og kan være fortrolig med, og dele ens kriser og udfordringer med.
Man når dertil ved at finde voksne menneske, man kan snakke ærligt med.
Man når dertil ved at udfordre sig selv til at turde vise, hvem man er, og opleve at det er en god følelse.
Man når dertil ved at læse bøger, der handler om selvværd.
Man når i det hele tager dertil ad mange veje.

Accept af dig, som dig

Her og nu er din udfordring, at finde ud af, hvordan du skal agere over for denne pige. Jeg ved godt, at følgende råd ikke løser noget sådan fra den ene dag til den anden, men du kan prøve det simple, at sige til dig selv, at du kan være helt dig selv angående følelser, og angående hvad dine stærke og svage sider er. Du frygter måske, at hvis du begynder at vise dig, som du er, vil hun afvise dig. Ikke desto mindre er du, som du skal være, og du må stole på, at det bedste udgangspunkt, hvis du skal finde en kæreste, det er at finde en, der accepterer dig, som du er. Hvis ikke denne pige gør det, er det ikke det bedste for dig at være sammen med hende alligevel. Det er sikkert ikke nemt for dig at acceptere dette syn på tingene sådan lige med det første. Men tænk over det.

Vi er mange mennesker, der har lært dette gennem megen smerte. Erfaringen er den samme: Det er afgørende at have mennesker i sit liv, der accepterer og anerkender en, helt som den man er. Du nævner, at du har haft en ubehagelig barndom, og du har helt sikkert ret i, at det spiller ind i forhold til dit selvbillede. Måske har du manglet en grundlæggende tryghed i at være ok og elsket. Det gør dig mere sårbar. Men det betyder ikke, at du ikke kan lære at hvile i den du er, men du skal sikkert arbejde med det, og måske skal du søge hjælp til det.

Helt normal

Ang. dit spørgsmål om rejsning, kan jeg helt roligt sige, at du er helt normal. Du kan i øvrigt nok regne med, at du har det sådan nogle år endnu. Tag det som et tegn på, at du er som en mand skal være!

De bedste ønsker for dig.

Andreas Hoff

Brevkassesvar nr. 2

2011-09-03T15:27:00.000-07:00

Jeg bringer for tiden svar jeg har skrevet på adamogeva.dk

Spørgsmålet lyder:

Jeg er lærer på en skole, og jeg får oprejsninger af en af eleverne. Er det unormalt?

vh Ansjosen, 22 år

SVAR fra Andreas Hoff:

Kære ansjos:

Jeg går ud fra, at du mener, at du får rejsning - altså erektion af penis, og at du får det i situationer, hvor du ser elever eller snakker med dem.

Det er naturligvis ubehageligt, da det forventes, at lærere ikke engagerer sig følelsesmæssigt eller seksuelt med eleverne – naturligvis!!

Ikke desto mindre er du en ung mand, og de piger du underviser relativt få år yngre, og ved at blive kvinder, med hvad der følger af kvindelige former, udstråling og den slags. Derfor er der formentlig slet ikke noget galt med dig. Det oplever mange andre mænd i din alder også.

Jeg kan blot opfordre dig til, at gøre hvad du kan for at have et sundt forhold til din egen seksualitet. Det kan du læse meget om på adamogeva.dk.

Med venlig hilsen

Andreas Hoff

Brevkassesvar

2011-09-03T15:25:00.000-07:00

Jeg bringer for tiden nogle spørgsmål og svar fra adamogeva.dk.

Spørgsmålet lød således:

Hej. Jeg har et seriøst problem. Jeg tænder på drenge, ikke bare drenge, men drenge der er yngre end mig... jeg ved ikke hvordan det skete, men fra den ene dag til den anden har jeg tændt på "yngre drenge" .

Det er ikke det eneste, jeg tænder på, jeg tænder også på helt alm. ting som piger på min egen alder og op til 24 års alderen ca.

Jeg har INGEN anelse om, hvordan det kan gå til. Når jeg er ude med mine venner og ser en tiltrækkende pige, kan jeg få erektion og lyster, men når jeg pludselig har gået rundt i lang tid uden at være tilfredsstillet (fået orgasme) tænker jeg pludselig på yngre drenge igen. Jeg har dog aldrig onaneret til de tanker, da jeg finder det unaturligt at drage så "små" børn ind i den verden.

Vær venlige at svare. Jeg tør ikke sige det til andre, og jeg er bange for, at jeg er ved at blive.. gal?

vh Anonym, 15 år

SVAR fra Andreas Hoff:

Kære du.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at snakke med andre om dette, og jeg synes det er rigtig godt, at du har valgt at skrive til os. Det er en start på, at du kan lære dig selv bedre at kende, og finde ud af hvordan du kan håndtere det, at være dig, i denne tid i dit liv.

Vi lever i en tid, hvor samfundet har en mindre og mindre fælles forståelse af, hvad der er godt og skidt, når det kommer til seksualitet. Mange former for seksuelle lyster og fantasier der tidligere blev betragtet som forkerte eller beskidte, er nu accepterede. Til gengæld synes samfundet mere og mere at være optaget af, at der skal være helt lighed mellem parterne, også når det kommer til alder. Derfor kan jeg godt forstå, at du bliver rystet og forvirret over, at du tænder på tanken om drenge, der er yngre end dig selv.

Ingen panik

Men fortvivl ikke. Slet ikke. Du er 15 år gammel, og er begyndt at mærke noget til, hvad det vil sige at blive voksen, så småt, men du har stadig en lang udvikling foran dig, og meget kan nå at forandres. Meget af det der sætter en reaktion i gang nu vil sandsynligvis forsvinde. Med tiden vil du finde en naturlig og sund seksualitet. Det du skriver foruroliger mig ikke.

Sund udvikling

Særligt foruroliger det mig ikke, fordi du netop har en ide om, hvad du synes er rigtigt og godt, og du genkender en del af din måde at reagere på som værende normal, og en anden del som værende unormal. Derudover er du i stand til at skrive en mail til os, hvilket betyder, at du kan dele dine tanker og problemer med andre. Netop det, at du er i stand til at skrive dine tanker ned, er for mig at se starten på, at du kan finde en løsning på dit problem. Det er nemlig i samtale med og spejling i andre mennesker, vi kommer videre.

Vigtige ord

Kunsten er dog her, at blive dygtig til at åbne sig op gennem samtale, og fortælle ærligt om, hvem man er, og hvad man kæmper med. Dette sker bedst hvis man føler man kan stole helt på den man taler med. Det kan naturligvis både være en fremmed, som fx gennem denne brevkasse, og via mail, men bedst er det, at man med tiden finder nogen i ens netværk at tale med, og helst også nogen, der er ældre og har mere erfaring. Det kan fx være en lærer, en voksen i familien, en medarbejder fra en ungdomsklub eller fra en kirke man kommer i. Der er et utal af muligheder.

Det kan fx være en start, at skrive med en fremmed via en rådgivningshjemmeside (der findes flere forskellige), for på den måde over en periode at blive bedre til at formulere ens følelser og tanker. Dette kan så lede frem til, at man på et senere tidspunkt tør fortælle nogen, ansigt til ansigt, om ens problemer.

Du er okay

Helt konkret synes jeg du skal minde dig selv om, at det er helt naturligt, at have følelser og lyster der kan rive og flå i en. Sæt fx en seddel op på indersiden af døren til dit værelse, hvor der står: "du er okay, du er, som du er", "du er helt normal", "der er ikke noget galt med dig" eller noget i den stil. Find gerne din egen formulering. Denne seddel kan du kigge på hver morgen, og lige bruge ti sekunder på at tænke over det, inden du tager i skole hver morgen.

Din styrke

Derudover skal du også vide, at du allerede er rigtig god til at håndtere dine lyster. Du har taget en viljesbeslutning om, at du ikke vil handle på tankerne ved fx at onanere til dem, men afstår fra dette. Bliv ved med at være herre i dit eget liv. Tænk på dit liv som et skib, hvor du er kaptajnen. Du står på broen, og det vælter ind med store bølger, og vinden blæser hårdt. Dine lyster og tanker er vind og bølger, der kan ændre dit livs kurs. Men bliv på broen og vær kaptajn i dit eget liv. Du sætter kursen, og skal styre skibet. Men roret skal holdes fast, så du ikke bliver kastet i tilfældig retning. Der findes desværre ingen autopilot i livet. Kaptajnen kan ikke gå til køjs og lade skibet sejle, uden at det blæser i vinden.

Hvis du er ved at læse en bog i skolen, så tag fx et bogmærke og tegn tre kaptajn-stjerner på det. Det kan minde dig om, at du skal være kaptajnen i dit liv. Du kan også hænge stjernerne på natlampen, el. andre steder, hvor du bliver mindet om din kaptajn-status igen og igen.

Du er slet ikke ved at blive gal. Du gør det godt.

Andreas Hoff

Kære Angela Brink

2011-03-14T15:52:00.000-07:00

Åbent brev:

Angela, jeg har læst din artikel på politiken.dk af d. 14. marts 2011:

http://politiken.dk/debat/ECE1222666/kan-det-passe-at-en-enlig-mor-ikke-kan-vaere-minister/

Egentlig ved jeg godt det er mest fornuftigt og rationelt, at diskutere i en assertiv tone, og det vil jeg så starte med:

Du spørger: "Er der et kollektivt behov for, at bestemte typer ikke klarer skærene på toppen?", og nej, det tror jeg bestemt ikke der er. Jeg skal ikke afvise, at der er enkelte meget forstokkede og reaktionære grupper der ikke bryder sig om, at en minister ikke er ud af en überskudskernefamilie, og egentlig heller ikke bryder sig om at en minister er en kvinde. Men at det er er kollektivt behov tror jeg bestemt ikke, for jeg ser ikke dette behov udtrykt i nærheden af generelt.

Jeg synes dog det er vældig interessant at du ser dette kollektive behov du slet skjult insinuerer. At den "danske presse og det politiske kommentatorkorps [noterer sig] at Tina Nedergaard stopper som minister for at hellige sig sit barn, der lige er begyndt i skole", skyldes måske ligefrem, at mange mennesker helt intuitivt genkender denne årsagsforklaring, og på ganske empatisk vis genkender dette beslutningsmotiv som værende sundt og godt, hos et mennesker der er forælder, og gerne vil være dét, først og fremmest. Du skriver endvidere, at hvis det er sandt, det hun selv har sagt, er det "virkelig et tilbageslag for ligestillingen". I Danmark har vi heldigvis, i følge en række sociologer, en tendens til at stole meget på hinanden, sammenlignet med andre steder i verden, og lad os nu antage, at Tina Nedergaard taler sandt, så synes du altså det er et tilbageslag.

Du siger altså således, hvis jeg må være så fri, at begrebet ligestilling betyder, at hvis en kvinde beslutter sig for, at prioritere et mindre krævende job, for at være sammen sin datter, så skal et ideelt ligestillet samfund straks i hobetal kommentere den uret der er sket. Kræver vi for meget af ministre eller hvad mener du? Burde statsministeren have krævet, at hun havde gennemgået et coachingforløb mhp. "den hjemlige infrastruktur" inden han accepterede hendes fratrædelse?

Jeg konstaterer, at der er forskel på mænds og kvinders anatomi. Det tror jeg også at du, Angela Brink kan konstatere, uanset hvor kønsforskelsforskrækket du er. En læge, Finn Geneser har en gang sagt, at der altid er sammenhæng mellem anatomi og funktion, og forskellig anatomi giver således forskellig funktion. Den er kvinden der bærer på barnet i ni måneder. Det er kvinden der giver die til et spædbarn i timevis i den første tid af barnets liv. Det er endvidere dokumenteret, at mænds og kvinders følelser og tænkning er indrettet signifikant forskelligt. Hvorfor er det du og mange andre insiterer på, at man skal forvente det samme af to grupper, der har forskellige udgangspunkter? Det er naturligvis, mener jeg, moderen der får den tætteste følelsesmæssige relation til barnet, af de to forældre. Dette får naturligvis sin konsekvens, også for hvilke valg kvinder træffer senere i barnets liv - fx i valget mellem at bestride et ministerembede eller ej.

Vi kunne også vælge at forlade det assertive lidt, og i stedet komme med et par psykodynamiske betragtninger. Der findes en gruppe mennesker, og den bliver større og større i dette såkaldt moderne samfund, der har sværere og sværere ved at mestre, at visse forhold i livet, hvis ikke de fleste, er ude af vores kontrol. Herunder fx om vi fødes som dreng eller pige. Herunder om vi fødes med lav eller høj intelligens. Herunder om vi fødes med evne til at blive minister eller ej. Herunder om den man elsker en dag forlader én, og man skal være enlig forælder (m/k).

Denne gruppe, som jeg vil postulere du i det væsentligste tilhører når emnet drejer sig om køn, er blevet mere og mere individualistisk orienteret, og frygter at være afhængig af andre mennesker. Frygt har det med at inducere brugen af nogle primitive forsvarsmekanismer. I dit tilfælde benægter du det logiske og sunde i, at samfundet naturligvis stille og roligt genkender Tina Nedergaards valg som værende smukt og nobelt. Endelig en der tør erkende, at man sommetider må prioritere, fordi man ikke kan alt, og fordi man er afhængig af andre, herunder fx en ægtefælle, hvis man skal mestre livets udfordringer.

Du har så svært ved at erkende og acceptere, at det har en pris kun at være alene om at være forælder, at du ender med at skrive at "løsningen er simpel", og at hun blot skal ansætte en husholderske. Det synes jeg er i stor risiko for at virke voldsomt nedladende overfor Tina Nedergaard og andre i hendes situation, for tror du ærlig talt at hvis hun nu læser din artikel fortryder hun dybt og inderligt sit tilbagetog fra ministerposten, fordi hun havde glemt at overveje, at hun jo "bare" kunne ansætte en husholderske? Angela, jeg tror ærlig talt nok, at Tina Nedergaard har overvejet talrige løsninger inden hun valgte at træde bort fra en ministerpost. Synes du virkelig det er at respektere en enlig moders beslutning ved at skrive en offentlig blog, hvor du henviser til, at hun har overset en "simpel løsning"?

Erkend at du er i livets vold, Angela - det er hårdt, det ved jeg godt. Fx er jeg en ung mand uden børn. Jeg vil gerne have børn, men jeg har opdaget, at jeg er afhængig af en kvinde for at kunne få børn.

Er det fair? Er det ligestilling? Uanset ved, er det sådan mennesket og livet er indrettet: der er noget kvinder kan, som jeg og andre mænd aldrig kommer til at kunne. Ville I bytte hvis I kunne?

Andreas Hoff

Om dronningens nytårstale!

2011-01-01T14:04:00.000-08:00

Kære medborgere.

Dronningens nytårstale har fået en hård medfart i de danske medier. Det kan jeg godt forstå. Forståelsen skyldes ikke at jeg er enig - den skyldes, at jeg erfarer, at når man bliver irettesat, bliver man ofte trodsig. Og blev nogen i går irettesat, var det danskerne, og straks må medierne reagere med hårde ord.

"Det er en krise, der kommer snigende og som kan forgifte vort forhold til hinanden" sagde dronningen om den krise der hersker i den danske mentalitet. Jeg er rørende enig. Krisen er, at vi glemmer, at vi er "gensidigt afhængige", som dronningen helt korrekt påpeger.

"I dag har vi overladt til samfundet at klare mange af de forpligtelser, som engang var hver enkelts opgave. Ofte går det så vidt, at vi helt glemmer eller overser, at samfundet jo egentlig er os selv, og at det slet ikke kan fungere, hvis vi ikke hver især gør en indsats og føler en forpligtelse over for såvel vore nærmeste, som for dem vi ikke lige løber på i det daglige".

Vi er blevet så individualistiske, at vi ikke erkender vores gensidige afhængighed. Når man forsøger at leve som om man ikke er afhængig af andre, fornægter man, at man er skrøbelig. Det er en hovmodighedens krise der hersker i den vestlige verden. Og hovmod står, som bekendt for fald.

"Vi har fået det så godt, at vi næsten har glemt, at vore valg også har konsekvenser, og at ikke alle livets vilkår kan vælges til eller fra".

Vender vi ej om fra dette hovmod, regredierer vort samfund med tiden.

Andreas

Langfredag: Løgnen er død - sandheden er liv!

2010-04-01T15:12:00.001-07:00

Jeg har villet skrive et blogindlæg om dette emne i lang tid.

Det bliver til noget nu, fordi jeg læste følgende i en artikel på politiken.dk:

»Et hudløst ærligt samfund ville give konstant uro – det ville eskalere spændinger og stress. Kun i et fantasisamfund, hvor løver græsser med lam, kan man forestille sig, at løgnen ikke eksisterer. Man skal huske på, at løgnen ofte er meget barmhjertig«, siger Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet.

Alene artikelens titel provokerede mig voldsomt: "De fleste lyver heldigvis hver eneste dag" (egen kursivering). Jeg synes ikke det er særlig heldigt. Kort sagt fordi jeg oplever, at ægte liv må være en søgen efter sandhed og en afdækning af alle de løgne vi omgiver os med.

Er sandheden ikke en grundlæggende værdi?

Jeg var med til at arrangere en konference om etik; et par hundrede lægestuderende deltog. De blev bedt om at forholde sig til en historie fra klinikken, der handlede om, at en afdelings ledelse havde besluttet, at tilbyde kvindelige patienter der har fået foretaget provokeret abort, at lyve overfor deres pårørende ved at sige, at der var tale om en spontan abort. Altså at kvinden har tabt barnet. Forslaget var møntet på kvinder af anden etnisk herkomst, for hvem det er socialt uacceptabelt at få foretaget provokeret abort.

Forslagene fra deltagerne var mange. Nogle mente det var etisk forkert og andre rigtigt, og der blev argumenteret for og imod.

Én ting der særligt kom bag på mig, var det faktum, at ingen mente at det var etisk forkert at lyve overfor de pårørende, af den grund i sig selv, at det ikke var sandt. At repræsentere sandheden blev altså ikke i sig selv fremhævet som en etisk grundlæggende værdi. Det synes jeg var rigtig ærgerligt. Jeg mener, at det at lære at leve i en konstant voksende sand erkendelse af hvem vi selv og andre er, er en grundlæggende betingelse for et godt liv.

Hjernen har input og output

Det kan ses på et helt grundlæggende neurobiologisk plan. Vores hjerne kan meget groft set deles op i to: En bagerste del der tager sig af at samle inputs og sanseindtryk fra omgivelserne, og en forreste del der tager sig af at planlægge og agere. Det er naturligvis helt afgørende, at for at vi kan agere bedst muligt med den forreste del af hjernen, er det bedste udgangspunkt en så korrekt analyse af omverdenen som muligt. Hvis vi har analyseret modkørende bilers hastighed forkert bremser vi ikke i tide og dør i trafikken eller hvis vi ikke vurderer afstanden hen til klippekanten korrekt kommer vi til at sætte foden for langt fremme og falder i havet. Rimelig basalt, men det kan overføres til mere avancerede mentale processer: De valg vi træffer i vore relationer til andre mennesker vil få de bedste konsekvenser, hvis de er truffet på baggrund af sande opfattelser af hvilke følelser, tanker og motiver mv. de forskellige relationer består af. Meget simpelt: Hvis vores hjerne ikke har analyseret andre mennesker helt korrekt, vil vores "output" have større tendens til ikke at have den effekt vi ønsker eller havde forudset.

You can't handle the truth

"[Løgnen] kan sikre hemmeligholdelse af vores private hemmeligheder, som ikke vedkommer andre. Løgnen kan være med til at skåne andre for en sandhed, som de ikke kan tåle at høre", siger Michael Hviid Jacobsen. Jeg mener man kan sikre sig hemmeligholdelse af private hemmeligheder og samtidig respektere sandheden. Man kan jo fx blive bedre til at sætte grænser, og sige "det ønsker jeg ikke at udtale mig om". Nogen synes måske det er for omstændeligt, men hvis man lyver over for et andet menneske, giver man jo dette menneske et fejlagtigt billede af virkelighenden, og således, jf. ovenstående, et dårligere udgangspunkt for gøren og laden. Det mener jeg grundlæggende er forkert; man skal ikke bevidst gøre livet sværere for andre mennesker, for at redde sit eget skind. Det er egoistisk.

Og at skjule det som altruisme og sige, at løgnen tjener at skåne andre for at høre noget utåleligt lyder jo meget godt, men det er grundlæggende ikke et ansvar man har overfor et andet selvbestemmende individ, at fordreje sandheden ved at lyve. Det er naturligvis noget helt andet, at begrænse sin delen ud af sandheden - det er slet ikke det samme som at lyve.

You can't handle the truth ...without Christ

Ja, sådan lyder det kendte filmcitat naturligvis ikke helt - det er med min tilføjelse. For når Michael Hviid Jacobsen fortsætter således "...og så kan løgnen få os til at redde ansigt ved at skjule vores fejl og mangler", siger Michael Hviid Jacobsen", kan jeg ikke lade være med at tænke, at dette syn på løgn må udspringe af en fatal mangel på kendskab til Jesus Kristus, og hvad han gjorde for mennesker da han gik på Jorden. Som Michael Hviid Jabosen helt rigtig påpeger, har vi mennesker fejl og mangler. Ofte rigtig mange af slagsen. Min erfaring er dog, at man ikke behøver løgn for at kompensere for fejl og mangler. Man behøver blot Kristus. Kristus ofrede sig selv, for at vi kan leve med vore fejl og mangler.

Sådan fra den ene dag til den anden?

Noget der for tiden ærgrer mig en del er, at jeg har så svært ved præcist at forklare hvad jeg har erfaret. Jeg har erfaret, at det virkelig er sandt, at når man lever sit liv i efterfølgelse af Kristus, og forsøger at lære ham bedre at kende, finder jeg min rod og min værdi som menneske i Gud. Jeg lærer at forstå, at jeg på grund af det Jesus gjorde, ikke længere behøver at lyve for at skjule fejl og mangler; jeg kan erkende sandheden: at jeg er et nederen menneske der fejler og har massive mangler, men at Gud elsker mig alligevel, og ønsker at stå i relation til mig.

Det er dog enormt svært at forklare - forståelse er en livslang rejse, og det er svært for mig at redegøre fyldestgørende for min erfaring af Kristus i løbet af ét blogindlæg - det er desværre ikke en erkendelse der kommer fra den ene dag til den anden, selvom jeg ønsker for alle mennesker, at de fra den ene dag til den anden kunne opleve, at de ikke behøver spille for galleriet, men i stedet opleve, at de kan hvile i den nåde der udspringer af det offer Kristus gjorde Langfredag.

Teologi møder hverdag

Det geniale ved det hele er, at jeg er begyndt at opleve hvordan det bare virker - altså helt konkret i min hverdag. Jeg beder til Kristus hver dag, om at jeg må leve i virkelig erkendelse. Det gør, at jeg ikke behøver forklare alle mine nederlag på en masse snørklede måder, men bare erkende, at jeg har taget fejl, handlet egoistisk, været ligeglad, ikke var klog eller smuk nok til at opnå etellerandet mål. Jeg kan erkende, at nogle mennesker elsker mig, mens andre mennesker ikke kan fordrage mig - også mennesker jeg ellers ville ønske jeg havde en bedre relation til. Alt det kan jeg bedre rumme fordi jeg kender Kristus. Jeg behøver ikke tænke, at løgnen er nødvendig og nyttig - jeg kan tåle sandheden, rå og smertende som den nogle gange er!

Hav en god Langfredag - og kommentér endeligt (det kræver at du har en googlekonto eller gmail-adresse)!

Andreas

Meningsløshed og magtesløshed

2009-06-01T02:53:00.001-07:00

Jeg var inde og høre Tina Dickow på plænen i fredags. Det var virkelig en god koncert; så god, at det blev et såkaldt kairos-øjeblik for mig, hvor jeg kom til en ny erkendelse: jeg må lære at nyde mit eget selskab, alene.
En god ven trøstede mig med vise ord: ”Andreas, når nu der er så mange der nyder dit selskab – hvorfor skulle du så ikke selv kunne?”.

Når jeg er alene møder jeg to sider af livet: meningsløsheden og magtesløsheden. Måske to sider af samme sag. Når jeg er alene må jeg erkende enorme længsler som jeg ikke selv har magt til møde, og aspekter at mit liv, som jeg ikke forstår meningen med.

Jeg må begynde på en proces, hvor jeg erkender, at livet ikke handler om at finde meningen med og magten over alting. Jeg tror derimod, at livet handler om at lære at leve med meningsløshed og magtesløshed – i hvert fald på en række af livets områder. Det kan bare, erfaringsmæssigt være en enorm opgave at overkomme. Det er som om min psyke hele tiden ikke accepterer at leve uden at være på jagt efter mening og magt; og midt i dét er det svært at være alene og slappe af.

Det må jeg blive bedre til.

Jeg håber du har lært at leve med fravær af mening med og magt over alt.

Andreas Hoff

Åh, jeg ber'!

2009-04-19T01:29:00.000-07:00

Politiken skriver i dag, at "over halvdelen af danskerne henvender sig til en højere magt i bøn".

Jeg er en af dem, og det står jeg ved!

Ofte er jeg blevet spurgt, om ikke det er svært at være troende og læse til læge på samme tid, og svaret er klart ja - det er det. Men dette ja er kun retorisk, og fortsættes altid af en forklaring af, at det til gengæld ikke er sværere end at være lærer og troende på samme tid. Eller socialrådgiver og troende på samme tid. Eller teolog, eller skraldemand, eller arbejdsløs eller kasseassistent eller kongelig etc.

Det er svært at være troende - i hvert fald hvis det er Jesus man tror på. Hvis man, som jeg og fjerde dansker tror på, at Jesus rent faktisk var død, og rent faktisk genopstod, så står man ansigt til ansigt med en række udfordringer, der, mildt sagt, kan synes ganske uoverkommelige. Denne uoverkommelighed lærer jeg god at leve med, takket være Guds altomfattende nåde!

Udfordringerne er sådan noget som at elske ens fjender, tilgive dem der har såret en, være tålmodige med de stædige og den slags, og min erfaring siger mig, at det bliver man aldrig færdig med. Indsæt selv enten "desværre" eller "heldigvis" før "aldrig" i forrige sætning, alt efter hvor du som læser måtte være i erkendelse!

Alt i alt er jeg glad for at kunne tro på, at jeg kan bede, og at en "højere magt", som Politiken.dk skriver, lytter. Det er en stor del af min hverdag, at bede til Gud, og at takke ham for at have tilgivet mig alt det lort jeg laver, siger og gør alt for ofte, og samtidig prøve at rette mig ind efter Guds vilje og Jesu lære, påny, påny, påny!

Jeg håber at alle har lyst til at kommentere og skrive lidt om egne reaktioner på den nævnte artikel: hvilken halvdel tilhører du?

Alle læsere ønskes på forhånd god pinse!

Andreas Hoff

Du store individualisme!

2008-12-05T09:08:00.000-08:00

Nu har jeg boet i Husumgade, Nørrebro i snart tre år. Tre år, det er da ikke så lidt. Her er virkelig mit hjem, hvor jeg er tryg og glad, og hvor jeg kan slappe af. Men selvom jeg har boet her i tre år, ved jeg ikke rigtigt hvem der bor lige ved siden af, oven over eller neden under dér hvor jeg så mange af døgnets timer sover, spiser, snakker og i øvrigt lægger arm med tilværelsen.
Det startede ellers godt. Jeg og min nære ven og sambo har et par gange forsøgt at invitere hele opgangen på glögg til jul eller lækker brunch en dejlig påskelørdag. Dog uden større held; der kom aldrig særlig mange – en af gangene faktisk ingen. Vi havde lidt svært ved at gennemskue hvorfor folk ikke havde den store interesse for at møde deres naboer, men en dag slog det mig:

Vi gider ikke det vi ikke selv har valgt.

Vi har valgt en billig lejlighed – det gider vi, vi har valgt Nørrebro – det gider vi; men vi har ikke valgt vore naboer, ergo gider vi dem ikke.

Det samme tror jeg er årsagen til at kernefamilien gennem årtier har været i opbrud. Vi er blevet født ind i en familie, den vælger vi ikke selv.

Og måske derfor lider den kristne kirke under et meget lavt medlemstal i den vestlige verden – fordi vi ikke gider at vi ikke selv skal vælge vore værdier, men blot lade Jesu ord gælde.
Men er der noget i vejen med at ville vælge hele sit liv selv? Man kan sige, at det udspringer af gode omstændigheder, af udvikling i velfærdssamfundet mv. Men er en konsekvens ikke, at vi bliver dårlige til at håndtere givne omstændigheder?

Her i livet er der meget vi ikke selv kan vælge til og fra. Man bliver født af nogle bestemte forældre, man har et givet sæt gener, og et miljø under vores barndom som andre end en selv er ansvarlige for. Er vi som individualiseret samfund blevet dårlig til at forholde os til de omstændigheder der er os givet, særligt når vi taler om de forskelle der er forskellige fra individ til individ: nogle er født smukke, andre grimme, nogle rige, andre fattige, nogle intelligente, andre dumme.

Når arbejdsgivere skal ansætte medarbejdere, må de ikke diskriminere på køn, religion eller seksuel orientering, og senest fra fagbevægelsen lagt sag an mod beautifulpeople.dk, fordi de medvirker til, at man kan vælge medarbejdere der er kønnere end andre. Alt sammen karakteristika som man ikke selv har valgt: køn, udseende osv. Omvendt må de gerne sortere efter uddannelse og erfaring, og jeg fristes til at se en sammenhæng med at man i et (socialistisk) ideelt velfærdssamfund totalt frit kan vælge uddannelse og virke, uanset hvem man er født af, hvad man tror på osv.

Og alt dette er jo meget godt – jeg anfægter slet ikke, at vi bør søge et samfund, hvor vi forlanger at alle skal handle retfærdigt. Men jeg tror bare, at vi midt i denne proces hen i mod et samfund, hvor alle har ret til en individuel jagt efter et hundrede procent selvvalgt liv, mister evnen til at leve i en sund accept og naturlig håndtering af livets givne omstændigheder.

Og derfor lider kirken, familien og de svage. Desværre.

De fortabte sønner

2008-06-11T01:57:00.000-07:00

For et års tid siden læste jeg en bog af Henrik Nouwen der hedder "Den fortabte søn vender hjem". Nouwen har beskæftig sig med de talrige perspektiver af Jesu lignelse om denne søn. Bogen er udgivet på forlaget Boedal, så at den er god overrasker vel ingen (jeg er stor fan af forlaget Boedal: www.boedal.dk).

Jeg sad med nogle bekendte forleden, og diskuterede denne lignelse efter vi havde læst den igennem. Jeg opdagede et nyt aspekt af denne lignelse, som jeg nu gerne vil dele med bloggens læsere (jeg ved det er lidt optimistisk at bruge flertal):

Man har da lov til at være såret!
Storebroderen klager til faderen over, at han aldrig har fået "et kid, så jeg kan feste med mine venner", hvortil faderen svarer, at "alt mit er dit", hvilket jeg syntes var en afglidning på et udtryk for, at ældstesønnen var dybt såret. Jeg har måske sammen med ældstesønnen rent faktisk været lidt såret over, at han ikke havde fået bare det stakkels kid dér. Ikke fordi at jeg mener man skal gøre sig fortjent til velsignelse fra Gud (som vel er faderen i nærværende lignelse), men fordi jeg har et billede af Gud som giver velsignelser nu og da, om ikke i stride strømme, som jeg faktisk selv oplever livet.

Det, der pludseligt gik op for mig forleden er, at ældstesønnen rent faktisk altid har haft adgang til at få et kid. Det siger faderen selv: alt mig er dit. Det jeg tror ældstesønnen misforstår er, at det kid der, enten er faderens eller hans eget, når det egentlig både er faderens, og ældstesønnens. Ligesom det er også er yngstesønnens, altså ham der var fortabt.

Ældstesønnen har altså levet med den opfattelse af livet, at hvis han skal have det sjovt, så skal han have noget for sig selv, uden at faderen er med i det, men kun sammen med sine venner. Men ældstesønnen er aldrig kun sammen med sine venner, for faderen fortæller ham jo at "du er altid hos mig". Faderen ønskede at lade sønnen forstå, at han altid er velkommen til at feste med sine venner hos faderen, og så er alt faderens også hans (altså - inklusive det der kid som sønnen er så vild med!).

What was it lige that Jesus sagde?
Jesus tilvejebragte et nyt paradigme. Eller startede på det, om ikke andet. Det er jo sådan med paradigmer, at de kan tage årtusinder at skifte. De to sønner begår i denne forbindelse samme fejl, for mig at se, selvom de lever på to vidt forskellige måder. De tror begge to, at de fortjener velsignelse ud fra deres gerninger: yngstesønnen har begået uendelig synd, og fortjener derfor at få uendelig lidt, og ældstesønnen har levet perfekt, og fortjener derfor at få alt. De beregner med stor akkuratesse deres á conto-velsignelse med samme formel, og lider altså begge af samme misforståelse, nemlig den misforståelse Jesus brugte din undervisning på at rette.

Alt Guds er vores, og vi er altid hos Gud. Misforståelsen er, at vi ikke er skabt til at nyde det som er skabt af Gud, uden at Gud er med til at nyde. Gud skabte os for at dele livet med os, og ikke for at give os noget vi skulle leve af for os selv

Ein geistliger übung
Ovenstående tanker er for mig en erkendelse, og erkendelse må altid have en konsekvens. Hvis man ikke er i stand til at omsætte abstrakte erkendelser til noget konkret, hvad nytter det så? Det er en god åndelig øvelse, at overveje hvordan jeg skal anvende den erkendelse jeg er kommet til.

I mit eget liv må jeg erkende, at jeg til tider har lidt under samme misforståelse som sønnerne. Jeg har troet, at jeg kunne have det sjovt uden Gud, kun sammen med vennerne. Jeg har troet, at det som bragte velsignelse fra Gud kun kunne være "det kedelige", altså alt det som den ældste søn var rigtig god til. Således kan jeg sommetider have tendens til, at prøve at lave et regnestykke, der hedder alt det gode jeg har gjort minus alt det dårlige, og så håbe på, at resultatet ikke er et tal med negativt fortegn, for så fortjener jeg jo kun at gå som daglejer.

Jeg må lære at forstå, at hvis jeg har dele af mit liv, hvor jeg ikke kan invitere Gud ind, så nytter det ikke noget at tænke at det er godt, for alt godt er Skaberen med i.

"Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit"

Kommentarer er som altid mere end velkomne!

Andreas Hoff

Domino til debat!

2008-04-29T01:13:00.000-07:00

Kære læsere!
Det nyeste nummer af Domino (en frikirke-avis, klik hér), er netop bladret igennem af de hænder som nu trykker på mit tastatur. Det er faktisk et rigtig flot blad, i farver på alle sider, fedt lay-out og aktuelt indhold, fra en relativt bred vifte af kirker.

Avisen indeholder nogle fantastiske beretninger, hvor mennesker fortæller om Guds mirakler i deres liv, samt indlæg om hvad der sker i diverse kirke af tiltag og ansættelser. Blandt andet var der en halv side om hvordan den kirke jeg selv kommer i, [re:gen], har succes med at sende tidebøns-sms'er og podcasts til kirkegængerne.

Bagsiden slutter af med den tilbagevendende humorklumme, og således sluttede ni gange fire siders avislæsning.

Men undskyld mig: Hvor er den nuancerede fremstilling af emnerne der bliver behandlet? Hvor er analyserne, fortolkningerne og perspektiverne? Hvor er debatsektionen? Modtager Domino ingen læserbreve?

Solstrålejournalistik
I seneste nummer af Domino, dvs. april 2008, er det tætteste vi kommer på ovenstående, som jeg ser det, en kommentar af Iben Tranholm. Redaktionen har bedt Iben om at "kommentere på styrker og svagheder" ved bønnetraditionen i frikirker. Jeg synes rent faktisk at hun gør det udemærkert, og hendes kommentar er faktisk ikke unuanceret. Overskriften ender dog med at være ovenud positiv: "Frikirker har et naturligt forhold til bøn" efterfulgt af "I frikirkelige sammenhænge er der et meget naturligt forhold til bøn uden nogen form for blufærdighed, oplever Iben Tranholm" (egen kursivering). Kunne overskriften ikke have indeholdt ord som "kommentar", "kronik" eller "til debat" i stedet for denne tendens til sensation eller i hvert fald bare solstrålejournalistik.

Behøver det at være så pænt på overfladen? Der er masser af diskussioner og debatter i relationer, i smågrupper, i arbejdsgrupper, i kirke og i kirkebevægelser, og på tværs af disse. Hvor bliver disse debatter af i frikirkesammenhæng? Hvorfor skal de undertrykkes, og alt fremstilles officielt som om alt giver sig selv?

Idyl-kaos-idyl
Alle historier handler enten om folk der har været syge, men som nu er raske, folk der har været væk fra kirken, men nu er kommet tilbage som de fortabte sønner, folk der ikke troede men som nu tror igen. Hvor er kronikken af den som er skiftet til en folkekirke pga. en frikirkes sensationsretorik, hvor er et læserbrev af den som har forladt et kirkefællesskab fordi holdningen blev for slap, og ja - hvor kan jeg sende dette blogindlæg hen, udover blot selv at udgive til på andreashoff.dk?

Jeg foreslog engang forstander, seniorpræst og menighedsrådsformand Jarle Tangstad (Pinsekirken København), at man kunne lave et online debatforum for kirkens medlemmer. Svaret var prompte negativ. Det kunne blive læst af journalister, der ville misforstå og/eller misbruge det og "bringe kirken i dårligt lys". Og ja, det er da en risiko, ligesom der vil altid være en risiko ved at debattere ting. Men vi må lade det være åbenlyst at livet, troen og kirkerne ikke er absolutte størrelser, og de skal kontinuerligt diskuteres og debatteres, for at vi som menneskehed kan udveksle og ophobe erfaringer, så hver generation ikke skal starte forfra.

Diskussion bringer os videre
Det er som regel ikke noget problem at erkende, at vi kan være uenige som mennesker, heller ikke i kirkene. Hvis man tror andet, er man ignorant (eller Faderhuset). Som jeg ser det, er der en tendens til, at man i frikirkesammenhæng ser på uenighed som noget reel, men dog som et negativt faktum, og som noget man må lære at leve med, men at det ville være rarest uden.
Men jeg er uenig: Vi må erkende uenighed faktisk er en styrke, og at den efterfølgende debat bringer os videre, og gør os klogere. Når jeg en gang imellem har haft denne debat med mennesker i frikirkemiljøet, har jeg argumenteret med, at Danmark som velfærdssamfund og som demokrati er så veludviklet, blandt andet fordi at vi har tradition for opposition i vores parlament. Vi hylder at den siddende regering skal være til evig debat, og at der kommer noget godt ud af, at to uenige fløje skal sable hinandens idéer ned, indtil man når et kompromis. Jeg ser noget positivt i denne demokratiske tradition, som frikirke til tider kunne mangle, og hér er "demokrati" ofte et minus-ord, under påskud af, at for meget demokrati blot bliver bureaukrati (jeg vil senere blogge om, hvordan mangel på bureaukrati medfører uheldigt øget spillerum for magtmennesker).

Opfordring
Så hermed en opfordring til Dominos redaktion; en opfordring der faktisk gælder alle der har med kirkefællesskaber at gøre, lige fra menighedsrådsformanden i Hillerøds Luthersk Mission, over det menige folkekirkemedlem i Odder, til cellegruppeledere i landets pinsekirker:

Gør plads til debat!

Andreas Hoff

Om politisk korrekthed

2007-12-07T02:33:00.000-08:00

Jeg har til tider været lidt ambivalent omkring begrebet "politisk korrekhed".

I mange henseender er politisk korrekthed gavnligt for samfundet og den enkelte, men jeg så lige en forside idag, som er meget sigende:

"Kvinder er ikke interesserede i at dele barselsorlov".

Brødteksten startede med: "Ny undersøgelse viser, at langt de fleste kvinder kun modvilligt vil overgive noget af deres barselsorlov til mændene, og mødrene er altså årsag til, at der ikke er ligestilling på det område".

Interessant er det, at politikere på Christiansborg kæmper for ligestilling, men at mødre ikke ønsker den!

Det er politisk korrekt at ønske ligestilling på barselsområdet, men det er ikke det kvinder ønsker.

I den forstand, at politisk korrekthed handler om nogle projekter man søger at gennemføre fordi man tror de er ønskede (eller af en anden uransagelig grund, politikere?), uden at de egentlig er det, så kan jeg godt forstå at begrebet "politisk korrekthed" er noget man bruger lidt som et skælsord.

For hvad hjælper det at bruge ressourcer på at gennemtvinge ændrede barselsmønstre i arbejdsmarkedet, for at vi kan sige at vi har et "ligestillet samfund", hvis det ikke er dét fædre og mødre ønsker? Eller betyder familiernes mening overhovedet noget?

Andreas Hoff

Dumme spørgsmål findes!

2007-03-05T13:01:00.000-08:00

Primo marts var jeg samlet med nogle gutter fra mit kirke-fællesskab. Vi endte op i en meget spændende diskussion om, hvorvidt der eksisterer "dumme spørgsmål". Vi taler ikke sådan om alle spørgsmål, men spørgsmål til Gud, til Bibelen til kirken, til moral, til kald og "den slags". I denne forbindelse kan "dum" også forstås som nedbrydende eller vildledende mere end opbyggende og sandhedssøgende.

Nogle mener, at dumme spørgsmål er de, der udfordrer såkaldt "helt grundlæggende sandheder" ved livet, set fra et basalt kristent synspunkt, så som at Jesus er Guds søn, og at Bibelen er Guds Ord, eller hvad nu man måtte mene er etablerede absolutter indenfor kristendom. Jeg er af en lidt anden opfattelse:

Jeg mener, at alle spørgsmål der bliver stillet ud fra en oprigtig længsel efter sandhed er gode spørgsmål, og at man ikke kan klassificere dem som "dumme" bare fordi de udfordrer nogle formuleringer, som andre mennesker gennem mage generationer har betragtet som endegyldig sandhed. Omvendt kan de være overordenligt dumme, hvis de ikke har sandhedslængslen som drivkraft. Har de ikke det, skyldes det ofte, at de er udtryk for en forsvarsmekanisme, mod en bevidst erkendelse af, at man rent faktisk inderst inde kender svaret på det spørgsmål man stiller, men at man blot ikke bryder sig om svaret, eller ikke orker at handle på det.

Et klassisk eksempel er spørgsmål om sex og ægteskabet: "hører sex virkeligt stringent til efter brudeparrets ja i kirken, med Gud og hver mand som vidne?" Dét spørgsmål, tror jeg, er overordenligt vigtigt at stille sig selv, som ungt individ og som ung generation, for at finde frem til en gerne nuanceret afklaring. Omvendt tror jeg også, at det kan være overordenligt dumt, så at sige. Hvis drivkraften bag at stille sig selv det spørgsmål er, at man ikke rigtigt orker at vente med sex til dén dag, og med tiden vælger at overdøve det svar der allerde runger i hjertets inderste, så synes jeg det er dumt. Så bliver det en forsvarsmekanisme mod, at man egentlig er på vej til at gøre noget helt andet, end man egentlig oplever som rigtigt, når man mærker efter. Dumme spørgsmål er således de, der undertrykker de svar, som man faktisk har på forhånd.

Jeg har selv stillet mange spørgsmål, til de dogmer og læresætninger der har floreret i de sammenhænge hvor jeg er vokset op. Jeg har gennem det sidste stillet mange spørgsmål til mig selv og Gud, for at finde en ny og dybere tro. Nogle af disse spørgsmål har været virkeligt dumme, og bare dækket over mit kød, når det har fået lov til at råde, med mørk ligegyldighed til følge. Andre spørgsmål har til gengæld været rigtigt gode! Jeg kan mærke, at det der nu giver mig retning og stabilitet i min proces, er en afklaring af, hvilke spørgsmål der er dumme (og hvorfor de er det!), og hvilke spørgsmål jeg skal arbejde videre med, fordi de udspringer af en oprigtig længsel efter at kende sandheden bedre.

- Andreas Hoff

Velkommen til andreashoff.dk

2007-02-27T05:39:00.000-08:00

Hej blog-læser, og forhåbentligt kommende kommentator til mine blogs!

Dette site har jeg netop oprettet, som erstatning for min tidligere hjemmelavede side på andreashoff.dk

Folk omkring mig vil vide, at der er sket enormt meget i forhold til udviklingen af min identitet, i løbet af det sidste hele års tid. Gennem hele dette forløb, har jeg skrevet personlig dagbog, og er blevet opfordret til at blogge noget af dette. Det synes jeg er en rigtig god ide, og nu fik jeg så endelig taget mig sammen til at få styr på det tekniske!

Denne blog vil komme til at indeholde mange af de tanker og overvejelser som jeg gør mig for tiden, med hensyn til kirke, teologi og så ellers bare om livet generelt. Jeg håber der bliver lidt for enhver smag. Allerede nu, skulle der være lidt for lattermusklerne (har jeg ladet mig fortælle!); klik på linksene i sidebaren, og hør hvad jeg har lavet af spas i P3, sammen med gode folk som Hella Joof, Sebastian Dorset, og Felix Schmidt!

Jeg kan ikke gøre andet end slutteligt at opfordre os dig til at blogge, men har jeg ikke den form for overtalelsesevne, så skriv endeligt kommentarer og associationer ind i min blog!

Mange hilsner fra Andreas Hoff